- Sørg nu for at være hjemme inden det bliver mørkt, siger min mor som sædvanlig. Udenfor står de andre. Vi følges ad hver morgen, en lille flok piger og drenge mellem fjorten og seksten år. Vi har gået de fem første år i den lille skole i vores lille bygd, Tun, som ligger ved fjordmundingen. Nu går vi i realskolen i nabobygden Havn, tre kilometer længere inde i fjorden. Vi går forbi den lille skole. - Hører du vætteren hamre? spørger Sine og puffer til mig. Jeg er den yngste og ret naiv. De store driller mig og lader, som om de hører og ser ting, som jeg hverken hører eller ser. Jeg kigger i retning af de store sten bag den lille skole, hvor vætterne siges at bo. Nej, jeg kan ikke høre noget. Vi nærmer os en kløft ved siden af vejen. Den er dyb og mørk. Her bor varulven, og vi skynder os forbi og fortsætter ned i dalen, hvor vi tit møder tossen Thomas, som går i sin egen verden og hverken ser til højre eller venstre, mens han snakker højt til sig selv. Når vi er flere, er jeg ikke bange for ham, men jeg kan ikke lide at møde ham, når jeg er alene. Vi er nu igennem dalen og er på vej op på den modsatte side. Vi går over træbroen. Under den bor huldren, men vi har travlt, på denne tid af dagen har vi ikke tid til huldresnak. Oppe på toppen af bakken står mindesmærket over de druknede sømænd. Herfra kan vi se ned over bygden Havn. Der stiger tørverøg op fra skorstenene. Røgen lægger sig som et hyggeligt slør over husene, når det er vindstille. Men vi skal videre, hen til skolen. Der kan ikke være tale om at komme for sent, for så må vi stå i gården til morgensangen er overstået, også når det regner. Efter skoletid besøger jeg en veninde. Det gør jeg tit. Vi læser lektier og snakker godt sammen. Hen på eftermiddagen siger jeg farvel og begiver mig på vej hjem til Tun. Det er dejligt forårsvejr, og nu er det ved at være skumring. Der rører sig ikke en vind, og bjergene på den anden side af fjorden spejler sig i vandet. Jeg hører fuglene kvidre og et lam bræger i det fjerne. Jeg husker godt, hvad mor sagde om at være hjemme inden det blev mørkt, og det passer mig godt, for jeg er ikke glad for at gå den vej alene i mørke. Der knytter sig alt for mange historier til hver tue og hver sten på min skolevej. Selv på den lyseste sommerdag er jeg bange for at se noget overnaturligt på strækningen. Det er virkelig ved at være skumring nu. Jeg er kommet ud af bygden, der er kun spredte huse ved vejen. Jeg hører fodtrin bag mig og føler mig mere tryg. Jeg er alligevel ikke alene. Jeg kigger tilbage og ser det er Harald. Han er en pæn ung mand af god familie, han er også forlovet. Jeg kender ham dog ikke særlig godt, han må være mindst otte år ældre end jeg. Han hilser, siger jeg er en køn pige, som han gerne vil lære nærmere at kende. Jeg begynder at blive urolig, der er ingen, der har talt til mig på den måde før. Men jeg skal hjem, så jeg sætter farten op. Jeg er nået op til mindesmærket og tænker, som jeg altid gør på dette sted, på de unge mænd, som ligger på havets bund med svajende tang om hår og fødder, og på deres stadig sørgende slægtninge, som lægger friske blomster ved stenene. Disse tanker, skumringen, og så Harald, som nu også går meget hurtigt for at kunne følge min fart, gør mig bange. Jeg hører kun med et halvt øre efter de smukke ting, som han siger til mig, mens jeg tænker på alle de advarsler jeg har fået hjemmefra. Advarsler om, hvor farligt det er at gå alene i mørke. Farligt for piger, ja. Mine brødre kan komme og gå, som det passer dem. Jeg føler en dødelig angst. Jeg er sikker på, at der vil ske mig noget forfærdeligt, noget, som vil forandre mit liv og gøre mig til en helt anden. Jeg skal ned ad bakken, helt ned i dalen og op til den anden side, der er over to kilometer tilbage, hvad kan der dog ikke ske? Jeg har i grunden ikke så meget begreb om, hvad der kan ske, men gud hvor er jeg bange. Vi nærmer os broen, under hvilken huldren bor. En huldre er en overnaturlig kvinde, der lokker mænd. Hun har langt flagrende hår og er meget smuk. Skøre Elias er forlovet med hende, han fortæller historier om hende og praler af, hvor smuk hun er, og hvor fordærvet hun er. Mens jeg går over broen forestiller jeg mig hende liggende i vandet med håret flydende i strømmen. Er det åens eller er det hendes klukken jeg hører? Harald kommer nu nærmere og lægger armen om livet på mig. Jeg lader som om jeg ikke lægger mærke til det, skynder mig bare fremad så godt jeg kan. Men nu slynger han begge arme om min hals bagfra og holder mig fast. Gud, hjælp mig i min nød, er der en stemme, der siger i mig. Samtidig er jeg klar over, at det ikke nytter noget, at jeg lader som ingenting. Jeg er blevet opdraget til at opføre mig pænt, især over for fremmede, så denne situation er mig helt fremmed, og jeg ved simpelt hen ikke, hvad jeg skal gøre. Samtidig er jeg klar over, at jeg må klare mig ved egen hjælp, jeg er jo helt alene. Med et ryk river jeg mig løs, tager benene på nakken, og piler afsted. Jeg føler mig bogstavelig talt båret ned ad bakken og nærmer mig hurtigt det eneste hus i dalen, huset, hvor den tossede Thomas bor. Der er ikke nogen at se. Jeg kikker mig endelig tilbage. Harald har opgivet forfølgelsen, og det er blevet så mørkt nu, at jeg ikke kan se ham længere. Jeg skal nu op ad stien og forbi varulvehulen. Varulven viser sig med flammende halespids, når der er dårlige nyheder i vente. En kvinde vil miste sit ufødte barn, eller dø i barselseng. Jeg skeler i retning af hulen og ser kun det dybe mørke. Jeg kommer op over bakken og skal nu forbi vættestenene. Her kan man se lys og høre vætterne hamre og smede, når man er heldig. I aften er alt mørkt og stille, og jeg løber videre. Jeg kan nu se lysene i mit eget hjem, og jeg er ved at græde af glæde. Far, mor, I skulle bare lige vide, hvad der er hændt jeres datter i aften! Jeg lukker døren forsigtigt op. Familien, far, mor, bedstemor, to søstre og to brødre sidder alle smukt om aftenbordet. En tallerken risengrød er øst op til hver, kun min plads står tom. - Godt du kom, før vi begyndte at blive bekymret for dig, siger mor, kom nu og spis. Oda, ca. 1938-1940, fotograf ukendt
Denne tekst er fra en novelle antologi "Vinter madonna", Bogan forlag udgivet 1982.
ODA MARIA HELENA SØRENSEN, er født i Froðba 1924 på Færøerne. Realeksamen i Tvøroyri, og derefter kontoruddannelse ved britiske besættelsestropper i Tórshavn. Kom til Danmark i 1946. Blev gift med den danske ingeniør, Werner Sørensen, og siden boet i Mellemøsten i en årrække. Mor til fem børn. Tog HF eksamen i Danmark i 1981. |