Bondesamfundet på Færøerne i perioden 1846 - 1929

af Oda Maria Helena Sørensen

Oda Maria Helena Sørensen (1924-2017, født Mortensen). Foto formentligt fra '40erne. Billedet findes i huset.

FORORD

Denne artikel er en eksamensopgave som Oda har skrevet i 1978 da hun gik på HF. Hun har været omkring 54 år gammel da. Oda tog realeksamen i Tvøroyri under besættelsen. Siden stiftede hun familie, og rejste rundt om i verden med familien. Bl.a. i mellemøsten, Syrien og Libanon. I årene 1966-1982 boede familien i Danmark. Og i den periode fik hun trang til at genoptage sin uddannelse, og gennemførte således en HF. Og det er fra denne periode hun skrev denne opgave, som gengives her, idet den er relevant for husets historie. Jeg har gengivet den i videst mulig omfang i dens oprindelige form. Illustrationerne der ledsager artiklen er valgt på baggrund af de illustrationer Oda anvendte i sin opgave. De oprindelige var imidlertid fotokopier der desværre ikke egner sig til gengivelse på internettet. Teksten er i øvrigt er baseret på hendes interview med hendes faster Lina Rein (1894-1985, født Mortensen). Der er ingen tvivl om at hun har følt sig stærkt motiveret til at få svar på spørgsmål der har med hendes ophav at gøre, mens hendes faster levede.

Indledning
Dette er en beretning om Færøerne i perioden 1846 - 1929, som også er kongsbonde Niels Gustav Mortensens levetid. Kongsbonden var min bedstefar, og enkelthederne fra hans liv har jeg dels fra beretninger, jeg hørte i min barndom, dels fra et interview med min faster, bondens yngste datter, som nu er 84  år, og bor i Helsingør. Jeg har prøvet at skrive om dagligdagen for en færøsk bonde, hans  travle, stræbsomme liv, samt et glimt fra en fest. Bonden sørgede godt for sine børn. Han gav dem alle en uddannelse i Danmark, hvilket siger noget om hans indstilling til samhørigheden til Danmark. Det der er fortalt om hans samtid, er fra de bøger der er nævnt i litteraturlisten.

Landet
Færøerne er en øgruppe i det nordlige Atlanterhav, bestående af 24 klippeøer, hvoraf de 17 er beboet. Øerne er af vulkansk oprindelse, og er opbygget af basalt, vekslende med tynde lag af tuf. Kysterne er  stejle, 1500 fod høje, lodrette klipper er ikke usædvanlige. I det indre af landet findes der områder med fugtig højmose, vekslende med stenede strækninger. Der er mange mindre vandløb. De begrænsede arealer, der  egner  sig til opdyrkning, er dalbund eller kystsletter.

Befolkningen
Færinger er efterkommere  af  nordmænd, der i hårde tider i slutningen af det 9. århundrede udvandrede fra Norge for at  slå sig ned på Færøerne. De var landbrugere, som måtte arbejde hårdt med at rydde jorden for sten og klippeblokke, for at kunne dyrke jorden. I de lavtliggende områder blev der bygget gårde og bygder. Nordmændene havde kvæg og heste med. Fårene var der allerede. Før nordmændenes.ankomst boede nogle irske munke på øerne, og en af dem, Dicuil, skriver i år 825 om Færøerne, at der var mange får og utallige søfugle. Nordmændene  supplerede landbruget med lidt fiskeri og jagt. Sæler og hvaler blev tidligt jaget, og der er fra dengang udviklet tradition omkring fangsten af disse dyr.

Klimaet
Klimaet på Færøerne er mildt i sammenligning med andre lande på samme breddegrad. Dette skyldes øernes beliggenhed midt i Nordatlanten hvor Færøerne ligger  i golfstrømmens hovedkurs. Det giver kølige somre og forholdsvis milde vintre. Fra december til marts  ligger gennemsnitstemperaturen omkring 4-5  grader og  i juli-august ca. 11 grader. Længere frostperioder er sjældne. Der regner meget på Færøerne, man siger i 2/3 af året. Vejret er i reglen overskyet, og der er ofte tåge.

Vegetationen
Øernes vegetation er hovedsaglig græsarter. Træer og buske er sjældne.

Fra vestkysten ved Trongisvágsfjørður. Kysterne er stejle. Foto: Bjarne Werner.

Beinisvørð, Suðuroy, set fra søsiden. Foto: Erik Christensen

Dyrelivet
Dyrelivet er af begrænset omfang. Af vilde dyr findes rotter, mus og sneharer,  i søer ørred, laks og ål. Havet omkring Færøerne er dog rigt på dyreliv. I de færøske farvande findes henved 150 fiskearter, af hvilke de økonomisk vigtigste er torsk, sild, kuller, gråsej og lange. Gråsæl yngler i klippehuler.  Der findes delfiner og andre hvalarter, f.eks. grindehvalen, som er af stor betydning. Færøernes kystfjelde er hjemsted for millioner af søfugle. Fuglene fanges og spises i stort tal.  Mest eftertragtet er lunden, lomvien, skarven, skrapen, sulen og mallemukken.

Økonomiske betingelser
De økonomiske betingelser er begrænsede. Klimaet er ugunstigt, der er intet tømmer. Der  findes kun lidt frugtbar jord, resten er øde græsgange. Mineralforekomster er knappe. Vandkraften utilstrækkelig.

Befolkningstal
Befolkningstallet har igennem størstedelen af Færøernes historie ligget under 5000.  Der har simpelthen ikke været mad nok til flere. Senere, da man lærte at udvinde havets rigdomme, voksede befolkningstallet betydeligt.

Bondesamfundet
Efter reformationen ejede kronen over halvdelen af al færøsk jord. Før den tid  var det  kirken. Resten af den opdyrkede jord var odelsjord. Det var jord, der ejedes af odelsbønder og kunne disponeres over af disse. Kronens fæstere, kongsbønderne, var de rigeste og mest indflydelsesrige medlemmer af bondesamfundet. Ofte havde de betydelige arealer odelsjord i tilgift til deres forpagtning. Kongsbøndernes velstand skyldtes arveforholdene. Når en bonde døde blev hans odelsjord delt mellem børnene, dog fik  sønnerne dobbelt så meget som døtrene. Kongsbøndernes jord var derimod ikke delelig. Den kunne kun arves af den ældste søn, eller en anden arving fik overdraget jorden samlet.

Den færøske bygd
Efter gammel livsform boede alle færinger i småbygder. I det 19.  århundrede var befolkningen således fordelt over 85 småbygder, der gennemsnitlig husede en halv snes familier. Bygderne lå nede ved kysten, så  det ringe udbytte fra jorden kunne suppleres med, hvad man  hentede hjem fra havets overflod. Sådan en bygd er Frodebø.

Beskrivelse af Frodebø
Frodebø er den ældste bygd ved Trangisvaag fjord. Den ligger til højre, når man  sejler ind ad fjorden. Tverå ligger længere inde i fjorden. Frodebøs beliggenhed på en syd og østlig vendt skråning er ideel for landbrug.
Lige fra middelalderen har der ligget en kirke i Frodebø. Kirken var bygget af træ og havde tag af grønsvær. Den sidste kirke blev bygget i 1840. I 1856 blev den flyttet til Tverå og igen i 1908 til Sandvig. Tverå fik samme år sin nuværende  kirke. Når man ser ned over bygden fra de omliggende højder, kan man let inddele den i 3 hovedopdelinger i terrænet:  1)  selve bygde-området - huse, stalde,  lader, bådhuse og de mellemliggende stier. Nærmeste nabo til bygden er den 2) opdyrkede indmark, mest udnyttet til græs, men også med kartoffel- og bygmarker. Jorden er afvandet af dybe grøfter, der deler den op i små parceller i vekslende niveauer. Indmarken er afgrænset af et svært stengærde. 3)  På  den  anden side af dette gærde ligger udmarken, der udgør størstedelen af bygdens territorium. Den bruges hovedsagelig til græsning for får.

Frodebø / Froðba. Stengærdet i forgrunden adskiller indmarken fra udmarken. Det er bygdens pligt at vedligeholde hele stengærdet. Bådehusene ligger bag bakken nede ved kysten. Se 1) i beskrivelsen. Foto: Bjarne Werner.

Indmarken i Frodebø / Froðba set fra Oda's hus mod øst. Se 2) i beskrivelsen. Foto: Bjarne Werner.

Udmarken i Frodebø / Froðba set fra Oda's hus mod nord. Udmarken er på den anden side af stengærdet som ses midt i billedet og som beskrevet i 3) i beskrivelsen. Foto: Bjarne Werner.

Præsentation af bonden
I denne bygd blev Niels Gustav Mortensen født d. 24. august 1846. Hans far hed Kristen. Kristen var søn af Morten, hvorfra slægtsnavnet Mortensen stammer. Niels' mor hed Anna Katrina. Hun var datter af kleinsmeden fra Oyri, en kendt og agtet mand. Kristen var kongsbonde, og da Niels var den ældste søn, blev han opdraget til lige fra barndommen af, at han skulle føre gården videre. Han var meget tidligt med i alt udearbejde, og også med på fiskeri. Skolegang blev der ikke så meget af.

Undervisning
I Danmark var der tvungen skolegang allerede i 1814, men dette kunne ikke praktiseres på Færøerne. Der var ganske vist øer, der fik skoler allerede i 1812,  men på  Suderø fandtes kun en rejselærer, som underviste i læsning og  skrivning.
I 1846 blev der indført tvungen skolegang, men det var ikke nogen succes. Man  havde brug for børnenes hjælp i marken og ude på havet, og lærerens løn blev en byrde for bygdefolket. Loven blev tilbagekaldet i 1854. Nu blev man forpligtet til  at drage omsorg for, at børnene skulle lære at læse og at de fik relegions undervisning. Det blev ikke til så meget med Niels' skolekundskaber. Han fik undervisning  af  rejselæreren i et par år, og han lærte kun lige at læse og skrive. Han var dygtig til at regne i hovedet. Mens Niels var barn, blev monopolhandelen diskuteret meget i hans hjem og i hele bygden.

Monopolhandelen
Den danske konge havde siden 1530 haft monopolhandel på Færøerne. Denne form for handel gjorde, at der i bondesamfundet ikke var muligheder for at udvikle et erhvervsliv. Monopolhandelen havde dog den fordel, at den var forpligtet til at holde Færøerne forsynet med de nødvendige varer. For disse varer, mest korn, sukker, tøj 1og andre brugsgenstande, betalte folk med uld, skind, tran, smør og fisk, men også med mere forarbejdede varer, som vadmelsklæde, strikkede hoser og trøjer. Disse ting blev fremstillet rundt omkring  på gårdene i vintermånederne. Niels' far tog en eller to gange om året til Thorshavn for at købe importerede varer og levere deres egne produkter. Han roede på disse ture i åben båd sammen med andre mænd fra bygden.

En dansk embedsmand
I Thorshavn var Christian Ployen (1803-67) fra 1830 landfoged og fra 1837-1847 amtmand, da Niels blev født. Når Ployen bliver nævnt her, er det, fordi han var den mest afholdte af alle danske amtmænd, der har været på Færøerne, og hans minde lever den dag i dag med taknemmelighed. Han gled ind i livet på Færøerne i hverdag og fest. Han lærte at tale færøsk, og kendte en række kvad. Han var fortrolig med den færøske tankegang, og han var velkommen til bryllupper og andre fester. Han digtede "Grindevisen” som er blevet sunget ved hvert grindedrab i over hundrede år. Amtmand Ployen øgede samkvemmet med både Danmark og Skotland. Han oprettede også regelmæssig posttjeneste. Han lærte bønderne nye fodringsmetoder af køerne, opmuntrede udvidet fårehold, og var optaget af fiskeriets problemer. Han var med  til at skabe det bemærkelsesværdige økonomiske fremskridt, der skete i det 19. årh. Monopolets ophævelse var også en naturlig følge af disse fremskridt.

Det eneste kendte billede af Niels Gustav Mortensen (1846 - 1929). Formentligt fra 1920'erne. Billedet er fra husets samling.

Nationaldragt Færøerne i 1908.

Forholdet til Danmark
Den 5. juni 1848 blev Danmarks nye grundlov vedtaget, og Færøerne, som  tidligere var et len, blev nu et amt. Lagtinget, som havde eksisteret indtil 1816,  blev genoprettet i 1852, og fungerede som rådgivende parlament uden magt.  Den udøvende magt var hos amtmanden, og den lovgivende hos folketing og landsting i København. I 1856 blev handelsmonopolet, som før nævnt, ophævet, og der skabtes nu mulighed for at drive privat handel.

Niels bliver gift
Niels var i mellemtiden blevet en ung mand, som levede med i sit lands problemer.
I 1871 giftede han sig med Elsebet Kristina Lisberg, født 9. september 1850 i Trangisvaag. Hun havde fået undervisning  af en præst, og var dygtigere til det boglige end sin mand. Niels havde ingen penge at bygge hus for, så han måtte bo hos sine forældre med sin unge kone. Niels var en flittig og dygtig ung mand, som arbejdede hårdt på sin faders gård.

Arbejdet gennem årstiderne
Arbejdet gennem årstiderne gik efter en fast plan. I slutningen af marts begyndte mændene på gården at grave og gøde en del af jorden (som regel en syvende del), som var afsat til korn. Alt gravearbejde blev  udført med  håndkraft. Gødning var kogødning, suppleret  med tang. Såningen fandt sted i april, byg var den eneste anvendte  kornsort,  der kunne  klare sig under klimaforholdende. Kartofler blev også lagt i april måned. I begyndelsen af maj blev køerne, som havde stået inde hele vinteren og spist hø, sat på græs i udmarken, hvor kvinderne gik ud og malkede dem morgen og aften. I maj blev fårene også drevet fra indmarken og ud i udmarken, og gærderne blev  repareret og lukket. Årets første fuglefangst fandt også  sted  i maj  måned.  Det var lunderne, der blev trukket ud af  deres klippehuler. Tørv blev skåret, det var det eneste brændsel til opvarmning og madlavning, Tørvene blev stakket i moserne, og stod der og tørrede sommeren over. Juni var en travl måned. Kvinderne lugede  kornmarkerne, og mændene  indsamlede  fårene, som blev klippet eller plukket, og  de  nye  lam  blev  mærket. I juli måned gjaldt  det  sommerens  fuglefangst.  Lunder og lomvier blev fanget i fuglefjeldene  med  "fleygi stong".  Det er en farlig, men yndet sport. Fuglene blev enten spist færsk eller nedsaltet til vintøforråd. August var høhøstens måned.  Da  klimaet er fugtigt, kunne det tage lang tid og meget besvær at få det tørt.  Efter høet kom turen til byggen. Ved høsttide blev tørvene bragt hjem. Noget af tørvene blev brugt til at tørre byggen ved. Kartoflerne blev gravet op og bragt til  huse. Høsten var ikke stor, som regel otte fold. Efter høsten startede  efterårsfiskeriet  i små  både. Bådene sejlede ud til banker, hvor man gennem slægtsled havde fanget fisk. Der skulle dygtighed og viden til, for at finde de gode fiskebanker, en viden, der gik i arv fra far til søn. Fiskeriet blev drevet, efter hvad vejret tillod. Det sidste  efterårsarbejde var fåreslagtningen. I oktober måned blev fårene hentet fra udmarken, og alle med undtagelse af vinter-stammen, moderfår og nogle  væddere,  blev slagtet.  Fårekroppene  blev hængt op til tørre i udhuse, og  blev til “skerpikjøt", alle færingers yndlingsspise. Om vinteren var der kun  indendørsarbejde. Ulden blev bearbejdet, mændene kartede og spandt, kvinderne strikkede. Andre vinteropgaver var at lave fiskesnøre, garve skind til sko og til fiskernes overtrækstøj. Der blev også lavet forskelligt skærearbejde ud af horn og drivtømmer.
Tidlig på foråret fiskede man igen. På alle tider af året kunne alt arbejde risikere at blive afbrudt ved råbet "grindabod", Når der er en grindeflok i sigte, bliver der slået alarm og alle, der er i stand til det, stikker til søs for at være med til at drive grindeflokken ind i en bugt, hvor hvalene bliver slået ihjel. Kødet bliver fordelt til alle hus-stande i distriktet. Det er imponerende at se, hvor hurtigt kødet bliver fordelt efter drabet, uden  skænderier af nogen art.

Fiskeriet
Niels og hans brødre havde i hele deres barndom og ungdom fisket fra åben båd. Fisken blev solgt til købmanden på Tverå. De penge, Niels tjente, satte han i købmandsforretningen, som gav 5%  i rente. Der var endnu ingen  banker på Suderø, men i Thorshavn var Færø Amt Sparekasse stiftet i 1832.
Den industrielle revolution i Europa forårsagede stigende fiskepriser, og på Færøerne prøvede man at forbedre fangstteknikken.

Sluppernes ankomst
I slutningen af det 19. århundrede sanerede englænderne deres fiskeflåde og gik over til dampdrevne trawlere. De aflagte skibe kunne nu købes for en billig penge. De fik på færøsk navnet "slupp". Niels og hans to brødre Johan og Johannes købte sådan en slupp. Den hed "Agnes Louise". Den blev betalt dels af de penge, de tre brødre havde sparet op ved deres hjemmefiskeri, og dels med penge, som de lånte af købmanden, som kendte dem godt. Han hed også Mortensen, og var af samme slægt. Niels havde endnu en bibeskæftigelse. Han tørrede fisk på klipperne nede ved stranden. Hele bygdens hjemmeværende befolkning var med i dette arbejde. Den tørrede fisk, klipfisken, blev solgt til købmanden, som eksporterede den. Niels tjente gode penge og byggede til til sine forældres hus. Han fik nu sit eget hjem, og overtog efterhånden ledelsen af gården.

Skoler
I 1872 blev der  etableret kommunalstyre  på Færøerne, og derefter var det kommunens  pligt  at  undervise børnene. Efter den tid blev der bygget skoler og ansat lærere, hel- og deltids. Henimod slutningen af det 19. årh. var undervisningen forbedret så meget, at oplysningsniveauet ofte overraskede fremmede iagttagere. Niels fik 8 børn, 4 drenge og 4  piger. De kom alle  i skole,  som dengang lå på Tverå.  Først i 1905 kom der en skole i Frodebø. Da Niels blev interesseret i sluppfiskeri, og Færøerne manglede navigatører, kom de to ældste drenge på søfartsskole i Danmark. De fik begge fiskeskippereksamen.

Den nye tid
Ved sluppernes ankomst kom der en ny tid til Færøerne. Hidtil havde de jordløse arbejdet for bønderne for en minimal løn. De fiskede· sammen med  bonden  og  fik til- delt halvpart af fangsten,  til  gengæld  blev  de  udstyret med tøj af bonden. Hidtil havde den  jordløse  og  hans familie også strikket for bonden. Strikkevarerne blev eksporteret. For dette arbejde fik den jordløse  naturalier.
Hidtil havde kongsbønderne været den ledende sociale gruppe i samfundet. Nu  blev de  svigtet  af  dem,  der havde stået i afhængighedsforhold til dem, de jordløse arbejdere, der nu søgte mod havet, for at tjene føden. Kongsbønderne måtte nu selv arbejde deres jord.
Jord  i privet  eje  blev delt  op  i små  lodder,  og en fisker kunne, med hjælp af familiens  børn  og  gamle, passe en  jordlod, selv  om   han drog   ud  på  fjernfiskeri i  de 7  måneder af året.
Fiskeren blev nu afhængig  af købmanden, som igen var afhængig af de store   danske handelsselskaber,    der havde afløst Monopolhandelen.

Næste generation, bryllup m.m.
I begyndelsen af dette århundrede var Niels' børn ved at være voksne. Den ældste af brødrene var forlovet og skulle giftes. Selv om han var fiskeskipper, regnede hans far med, at han en dag ville overtage kongsgården. Niels ville derfor  holde stort bryllup for sin efterfølger. Det skulle være et "velkomstbryllup", hvor alle  mennesker fra hele øen var velkommen. Der kom repræsentanter for hver slægt i hver bygd på Suderø. Mange af gæsterne havde får og lam med. Niels  ejede  jord  næsten over hele øen, og det var lam fra hans egen jord, som gæsterne medbragte. Der blev slagtet 100 lam, og der blev kogt og stegt og bagt og festet i 3 dage. Hele bygden var med i forberedelserne, og gæsterne blev indlogeret rundt omkring i hjemmene. Til selve bryllupsmiddagen kom også nogle øvrigheds- personer, som tilfældigvis var til ting på Tverå. De var "fine" fremmede, og de unge i familien blev sendt fra bordet, så disse  fornemme gæster kunne blive bænket standsmæssigt. Niels holdt bryllupper for alle sine børn, men ved de andre bryllupper var der kun den nærmeste familie med.

Næste generation, - uddannelse
Der var forholdsvis mange mennesker, der tjente penge, og behovet for bedre boliger og forbrugsgoder begyndte at melde sig.
Der fandtes omkring århundredeskiftet ikke mange uddannede håndværkere på Færøerne.
Niels sendte nu den tredje af sine sønner til Danmark. Her blev han i løbet af fire  år uddannet til tømrer og snedker, han lærte også møbelpolstring.
Den yngste var den, der viste størst interesse for landbruget, og Niels måtte se i øjnene, at det skulle blive ham,·der overtog gården. Men først kom også han til Danmark, det var i 1907. Han havde, ligesom sine 3 brødre, en lille pose  guldmønter med, som han skulle klare sit ophold i Danmark med. Han var først på Vallekilde  højsskole  i en vinter, og  derefter  på landboskole. Denne danmarksrejse  var for ham en oplevelse for livet, og han prøvede, så godt det kunne lade sig gøre, at bruge det han havde lært, hjemme på gården. 
De fire piger kom også alle efter tur til Danmark. De to ældste blev uddannede henholdsvis til  herre- og dameskræddere. Nr. 3 ville lære sygepleje, men måtte opgive at gennemføre sin uddannelse. Det var midt under en influenzaepidemi (spansk  syge). Hun blev selv syg, og måtte opgive at blive  sygeplejerske. Hun  lærte derfor også at sy. Den yngste kom på Sorø husholdningsskole. Niels'  børn var  heldige. De fik alle en uddannelse, og fik en forholdsvis høj levestandard.
Fiskernes børn blev fiskere, pigerne blev tjenestepiger eller fiskepiger, d.v.s. dem, der tørrede fisken. De fleste havde dog et stykke jord ved siden af, og kunne holde  en ko.

Hvalfangst
Niels havde tjent godt på fiskeriet og fået sine børn godt i vej.
Han begyndte nu at investere noget af sin sarnmensparede formue  i hvalfangst. Dette viste sig at være en klog disposition.
Den første hvalstation på Færøerne blev oprettet i 1891, og begyndelsen af  dette  århundrede  var  7 stationer  i gang.
Rekordåret var 1909, hvor Niels' aktier steg 300 - 400%. Nu var der oprettet banker, og Niels kunne sætte sin fortjeneste i banken.
Han var nu en velstående mand, og  byggede  sig et nyt hus  i 1916.  Hans søn,  tømreren,    stod  for  byggeriet, og han lavede også møbler til det nye hus.

National vækkelse
Omkring århundredskiftet krævede færinger deres eget sprog indført i skole, kirke og retssal. Efter en langvarig sprogkamp er færøsk blevet hovedsproget.
I det 19. årh. dukkede nationaltanken op, først spredt, Men i 1880 som en mere samlet bevægelse, til værn for sproget og den gamle bondekultur.
I 1906 stiftedes selvstyrepartiet, hvis mål var at udvide myndigheden for Lagtinget til at lovgive i indre færøske anliggender. Sambandspartiet som blev stiftet senere, ønskede øernes stilling som amt i Danmark bevaret.
Niels var danskvenlig, d.v.s. at han var tilfreds med forholdet til Danmark, som  det var. Han havde ingen ønsker om at få f.eks. færøsk sprog i kirken. En prædiken skulle være på dansk efter hans overbevisning. Færøsk fra en prædikestol lød nærmest gudsbespottende!

Nye tider
Efter endt uddannelse kom alle Niels'  børn tilbage til Færøerne, hvor de var med til at sætte præg på udviklingen. Der blev bygget smukke huse og lavet møbler. Folk blev velklædte og modebevidste. Madlavningen  blev  mere  international.  På Tverå blev der startet et andelsmejeri, den yngste søn var medstifter. I 1917 blev der holdt folkeafstemning på Færøerne om de Vestindiske Øer skulle sælges til U.S.A. Ved den lejlighed sagde Niels: ”jeg sælger ikke jord". Han stemte imod. I 1920 overlod Niels gården til sin yngste søn. Han døde i 1929.

Befolkningsstørrelse
Der levede 7.000 mennesker på Færøerne i 1846. I 1929 var befolkningstallet steget  til  25.000.

Sammendrag
Hvad skete der så af betydning i kongsbonde Niels Gustav  Mortensens levetid?
Det mest bemærkelsesværdige der skete, var nok at befolkningstallet blev tre gange så stort. Der skete fremskridt  på alle områder. Lagtinget blev genoprettet.
Monopolhandelen blev ophævet. Der skabtes muligheder  for et frit erhversliv. Samkvemmet med udlandet blev større, og derved åbnedes der muligheder for at lære nye ting og nye metoder udefra. Undervisningen blev forbedret.
Slupperne holdt deres indtog, og den jordløse del af befolkningen fik for første gang mulighed for at arbejde for løn. Mens samfundet i min bedstefars barndom var et bondesamfund, hvor man udelukkende levede af landbruget, og hvor fiskeriet var et fødevaretilskud, ændrede dette forhold sig til, at der ved hans død var fiskeriet, som blev af så stor betydning, at det blev hovednæringsvejen, og landbruget blev et fødevaretilskud.

Litteraturliste:
I     Nørrevang, Arne. "Fuglefangsten på Færøerne", Rhodos, 1977
II    Trap,  J.P.  "Danmark" , bind XIII,  G.E.C. Gads forlag, 1968
III   West, John F. "Færøerne", Gyldendal, 1974
IV   Vestergård, Torben. "Samfundsmønstre på Færøerne", Munksgård, 1978
V    Joensen, Joan Pauli. "Færøske slupfiskere", CWK Gleerup, 1975
VI   Hagerups leksikon Bind IV
VII  Interview med bondens datter vedlagt

Mand bærer tørv i en "leyp".

Fleygamenn med deres fleygastengur og en mængde af lunder, omkr. 1898.

Fårekroppe hængt til tørre i udhus. Foto af Bjarne Werner, 2002.

Kvinder karter, strikker og spinder uld.

Fiskeslupper ved kaj i Tvøroyri ca. 1930.