Lidt om sagaen Daniel Mohr og Amalie Margrethe's forfædre

Af Helgi G. Thorðarson, - en tale holdt i Ørdavik den 3. juli 1999 :

Ærede festdeltagere !

I har fået introduceret Amalie og Daniel Mohr Mortensens efterkommere, som nu har forgrenet sig ned til fjerde led.  Amalie og Daniel Mohr er således tipoldemor og tipoldefar til de yngste af dem.  Flertallet af deres efterkommere deltager i festen her aften.

Jeg har fået den opgave at tale lidt om formødre og forfædre, d.v.s. om slægt. Det kalder man nu her på Færøerne for gammelmandssnak. Det har jo altid været således at de unge ikke synes at dette emne er interessant, men når de bliver ældre vågner interessen, og så er der ofte for sent af stille spørgsmål. Den yngre generation er i stort flertal her i aften.  Jeg skal da også fatte mig i korthed. 
Mine kilder er små stumper, som jeg har snapset ret så tilfældigt.

Hjørleif Enni har udfærdiget en stamtavle, som viser en enkelt gren af Daniel Mohrs forfædre, som var kongsbønder her i Ørdavik. Den første i denne række af forfædre er Jaspur Jóansson, som fik kongsfestet uppi i Tummasarstovu  i Ørdavik i aar 1615. De søskende fra Frodba, som sidder her i aften er 11. (ellvte) led fra Jaspur. Da forældre er to personer ommur og abbar er 4 personer oldemødre og fædre 8 personer og således fordobles ved hver generation, da er formødre og forfædre i 11te led 1024 personer teoretiskt set. Ved ægteskab af beslægtede i tidens løb, bliver en enkelt mand forfader ad flere veje.  Således sidder Jaspur Jóansson sikkert i flere pladser af de 1024 i det teoretiske mønster.  Og det samme gentager sig i senere generationer.  Det er klart at der er mange personer i Jaspurs Jóanssonar generation i slægtsmønstret vi ingen viden har om, og det er næppe muligt at drage nogen viden frem om dem. Dette gælder også de yngre generationer indtil vi nærmer os vore dage.

Søn af Jaspur Jóansson var Danjal Jaspursson og hans søn Jaspur Danjalsson kongsbonde og sysselmann i Ørdavik. Han fik festet i 1688. Hans kone var Susanna datter af Clement Laugesen Føllerup præst på Sand, som i almenheden blev kaldt Harra Clemint. Deres søn var Danjal Jaspursson, Rádnin Danjal sysselman og bonde født år 1700. Rádna Danjals søn var Jaspur Danjalsson sysselman og bonde i Ørdavik og hans søn Danjal Jaspursson født 1745 bonde i Ørdavik.  Han var far til Mortan Danjalsson 1778 - 1835 kongsbonde upp i Stovu i Ørdavik.  Mortans ældre broder, som var arving til festet, var handicappet og kunne derfor ikke overtage festet. Mortans ældste søn var Danjal Jakob Mortansson kongsbonde i Ørdavik født 1814 og en anden søn Johan Mortansson købmand på Tvøroyri født 1816. En yngre søn af Mortan var Jens Christen født 1823 -  død 1892.  De to brødre Mortanssonner optog s1ægtsnavnet Mortensen ifølge ikræftrædelsen af lov eller kongelig ,,resolution" i året 1831.

Jens Christen blev gift med Anna Cathrine Maria Elisabeth Sophie Niclasdatter, som var arving til kongsfestet i Kelduni i Frodba. Han blev således kongsbonde i Frodba. Jens Christen Mortensen og Anna Cathrine var far og mor til Niels Gustav Mortensen, født 1846, død 1931 abbanum i Frodba, som var far til Daniel Mohr Mortensen født 1884, død 1961.  I lægger mærke til at denne slægtsgren bærer mændene vckselvis navnene Jaspur og Danjal i seks generationer.

Det siges at engang var en far i denne slægt med sin søn for at handle i Torshavn. De kom ind på gulvet hos købmanden, som var farens ven.  Faren delte sine bekymringer overfor købmanden, at sønnen som var højt i tyverne, og stadig ikke viste nogen mærkbar interesse for kvinder. Købmanden reagerede hurtigt og sagde at han havde en pige i huset der var datter at en bonde på Strømø, som han mente at ville være et godt parti for sønnen. Det blev til ægteskab, og pigen viste sig at være en fremragende dygtig husmor på kongsgården i Ørdavik, og hun forstod at sætte folk i sving. Hun blev formoder til familien Mortensen.

Det, som jeg nu har sagt, gælder en enkelt gren af Daniel Mohrs forfædre, d.v.s. kongsbønderne fra Ørdavik.

Amalie Margrethe var fra Eidi på Østerø født Joensen den 27.7.1891, død i 1973. Hendes far var Paul Joensen, údtódrarmadur, og hendes mor Maren Malene Joensen, datter af Gregers Joensen lærer og lagtingsmand. Paul Joensen døde da Amalie var to år gammel.  hun voksede op paa Eidi med sin mor og morfar indtil han døde i 1897. Efter det blev hendes farbror Hans Martin forsørger for de to enker efter sine brødre.

Maren Malenes mor var Magga Ole-Jacobsdatter fra Haraldssundi.   Ole-Jacob Jacopsson var fra Lorvík, hans far var Jacup Heinason. Maren Malena var i Frodba hos sin datter Amalie de sidste 10 år hun levede. hun holdt fast på de gode gamle skikke, men hun var også en vittig og god fortæller. Datterdøtrende nød godt af hendes fortællerkunst,

Hun fortalte blandt andet om sin far at han var en meget klog mand. Han var den første til at tage læreruddannelse ved lærerskolen på Færøerne. Efter ni måneder på skolen havde han lært alt, som hans lærere kunne og begyndte at lære de andre studerende. Han lærte engelsk af bibelen og fortolkede for engelsk besøgende. Dette bliver bekræftet i bogen: ,,Føroyskir fólkaskúlalærarar 1870 - 1997", samt i to ældre udgaver af bogen.

Jeg har her en nyhedsartikel fra Dimmalætting den 19. juni 1897 som også bekræfter, at det var ikke meget galt det som omman fortalte:

,,Dødsfald. Forrige lørdag 12. juni døde skolelærer og lagtingsmand Gregers Joensen af Ejde, 64 år gammel.  Den afdøde havde  1. april dette aar været lærer paa Ejde i 25 år, og var som saadan afholdt baade af forældrene og børnene. I årene 1875 - 1886 og 1895 - 1896, tilsammen 14 aar, har han været lagtingsmand for Østerø, og i alle disse 14 lagtingssamlinger har han været valgt til sekretær, et bevis for at han nød tingets tillid. Af alle dem som lærte ham nærmere at kende, vil han blive mindet som en sjælden vindende og aaben personlighed, der ikke stak sine meninger under stol, og som altid var villig til at indrømme andre den samme ret til at have en særlig mening, som han fordrede for sig selv. Vi vil ønske, at det maa lykkes østringerne at finde en tingmand i den afdødes sted, der i samme grad som han maa forstaa at vinde tingets tillid, og hans sogn, at det maa lykkes dem at faa en lærer, der ligesom han maa forstaa at vinde forældrenes og børnenes hengivenhed og velvilje."

Amalie fortalte at hun, som fireårig fik lov til at sidde inde i klasseværelset hvor abbinn var lærer.  Nogen af de ældre elever fik lokket hende til at sige til abbann: ,Abbinn er byttur" ("bedstefar er dum" /red.) Da gav abbinn hende en lussing paa kinden.  Det var en sjælden "huskekage", og den kunne hun mærke resten af sit liv.

Da vi tænker på ældre tider så tror vi gerne at det var det bare kamp og strid for livets fornødenheder  Men der var også glade dage, vittige fortællinger, som jeg allerede har nævnt, og da kunne man også af og til holde storslåede fester lige som vi gør her i aften. Dette bekræfter forskellige beskrivelser som er bevaret. Jeg har også på fornemmelsen at der eksisterer meget materiale fra de sidste 400 år, som endnu ikke er udforsket.

Til slut vil jeg gengive en kort beretning, som omman fra Eide Maren Malene fortalte til sine datters døtre:

I hendes hus paa Eidi var Elsa papasystir, som på en måde var original. Hun havde været nede på ,,mølini" da båden kom fra Torshavn og med båden kom dyrelægen en sjælden gæst paa Eidi i de tider, og han var helt skaldet. Elsa papasystir løb til huset og fortalte nyheden og sluttede med stakåndet at sige: "og tað var ikke en harprikkur på hele dyrelægens legeme". ,,Oh pina doy" sagde da omman. Hun trak ikke en mine mens hun fortalte sin historie, men datter døtrene saa at hendes mave gik lystigt op og ned; hun lo inde i sig efter at have fortalt.

Slut og skål !