Billede af min far
Af Oda Maria Helena Sørensen, 1982
Daniel Mohr Mortensen, fotograf ukendt
DANIEL MOHR MORTENSEN - FÆRØSK KONGSBONDE 1884 - 1961
I stuen hænger et billede af min far.
Et billede, der viser, hvem han var: et stykke af den barske natur, han var omgivet af. Jeg husker den dag, far kom hjem og fortalte, at han var blevet fotograferet ude i marken. Han var i dårligt humør, ubarberet og i arbejdstøj. I denne forfatning var han blevet fotograferet af en fremmed, som også havde fået hans adresse. Jeg kan også huske den dag, billedet kom. Far blev vred. Han kunne ikke lide det billede. Så barsk, ubarberet og dårligt klædt var han aldrig før blevet fotograferet. Han skulle lige til at rive billedet over, da jeg tog det fra ham. Jeg har gemt det som en dyrebar skat siden. Jeg har også fået det forstørret, og det hænger som sagt i min stue. Hver gang jeg ser billedet, tænker jeg på min far, nok fordi billedet viser ham, som han så ud i sin hverdag, i modsætning til de fleste fotografier, hvor folk er iført deres bedste tøj og smiler til fotografen. Hvordan husker jeg min far? Da jeg var lille syntes jeg at min far var en smuk mand. Han var høj og slank, meget rank og han bar hovedet højt. Han havde en let og spændstig gang, regelmæssige ansigtstræk, brune øjne, høje kindben, en let buet næse og stærk hage. Han blev skaldet med alderen, men det hår han havde bag ørene og i nakken, var krøllet. Far gik altid i nationaldragt. Om søndagen og ved festlige lejligheder bar han festdragt. Inderst hvid skjorte med løs knækflip, sort sløjfe og rød vest. Over vesten havde han en strikket, mørkeblå knappetrøje og uden på den en brun kofte. Bukserne var sorte, tætsiddende knæbukser med sølvknapper ved knæet, brune strømper med røde strømpebånd, og sorte sko med sølvspænder. På hovedet sad en rød hue. Da far blev ældre, vistnok ca. 60 år, blev den røde vest, den røde hue og de røde strømpebånd skiftet ud med blåt, men også tidligere blev de røde farver skiftet ud med blåt i tilfælde af sørgelige begivenheder, som begravelser. Til daglig gik far i en enklere dragt. Så havde han en ensfarvet, brun eller mørkeblå trøje uden på en farvet skjorte uden flip. Knæbukserne hørte også med til den daglige påklædning, nogle gange sad der en lap på knæet, men aldrig, når far skulle ind til byen. Strømperne var de samme brune, men til hverdag brugte han som regel gummisko eller hudesko, som han selv syede af barket kohud. De var bundet til foden med hvide »tvænge« eller skobånd, flettet af hvid uldtråd. Også koften hørte med til den daglige dragt, hvis det var koldt i vejret. Far var et udendørs menneske. Han arbejdede i marken, gravede kartofler, spredte gødning, gravede tørv, alt med håndkraft og med spade. Han såede og høstede og bragte til huse på sin nakke alt, hvad vi skulle bruge af mad, klæder, redskaber o.a. Der var ingen veje eller transportmidler, der førte til vores bygd da jeg var barn, alt skulle bæres på nakken i en trækasse, som hed »leypur«. Fra denne trækasse gik der en strikket »fatning« over panden. Når far var færdig med sit morgenarbejde, gik han ind til byen med en mælkejunge i trækassen. Han var hjemme igen efter et par timers forløb, og som regel havde han varer med hjem. Det var et praktisk talt pengeløst samfund, vi boede i. Vi leverede naturalier for de varer, vi havde brug for. Jeg kan huske, jeg plejede at sidde i køkkenvinduet og se min far komme gående. Han var let til bens, gik rask til med løftet hoved og frit blik. Det var altid spændende, når far kom hjem fra byen. Nogle gange havde han bolsjer med hjem, eller en appelsin til deling. Men mest var det nyttige ting, mel, sukker, margarine og lignende. Kød og kartofler havde vi af egen høst, og mor bagte alt brødet og kager med. En dag, jeg sad sammen med mine brødre og ventede på far, sagde min yngste bror Niels: “nu kommer Pouls far”. Poul var den ældste bror. Poul havde nemlig sagt til Niels, at far var hans far og ingen andens. Far elskede sine drenge højt og var stolt af dem. Han satte dem tidligt til at arbejde, således stod de allerede som seks-årige og slog græs med le. De hjalp også til at bære hø ind, store bundter, meget større end de selv var, som også blev båret på nakken. De lærte også at fange får og at slagte dem. Far havde to drenge og fire piger. Jeg følte altid, at far ikke syntes, at pigerne var så meget værd som drengene, vi kunne ikke være til så meget hjælp for ham. Han var også af den mening, at vi skulle opvarte drengene og løbe ærinder for dem, men der satte vi grænsen. Hver dag, når vi havde spist middagsmad, sagde min far : “dejligur døgveri i dag” -- dejlig mad i dag. En gang, han havde været til familiefest i byen, hvor der var blevet serveret hare, skulle min far have sagt - hvilken yndig hare. Det morede familien sig meget over. Jeg kunne ikke lide at høre den historie, jeg syntes, det var tarveligt, at de morede sig på fars bekostning. Jeg er sikker på, at det han ville have sagt var - dejlig mad i dag, men eftersom det var, hvad han sagde til hverdag, har han nok syntes, at han ved denne festlige lejlighed, hvor han var iført sin festdragt, skulle udtrykke sig mere festligt og måske lidt poetisk, og kom således til at sige den uforglemmelige sætning : “hvilken yndig hare”. Far var og følte sig som en fri mand. Han var sin egen arbejdsgiver. Han kunne mange ting. Hvis en ko blev syg, blev der altid sendt bud efter far. Han kunne også hjælpe, når en ko skulle kælve og der var vanskeligheder. Jeg kan også huske, at bygdens unge mænd kom til far for at blive klippet, og han klippede også selv sine børn. Han havde i sin ungdom været på højskole og landbrugsskole i Danmark, og den tid mindedes han med glæde og fortalte os børn om. Far havde en god sangstemme og blev altid bedt om at synge ved begravelser. Han var en gudfrygtig mand og gik i kirke næsten hver søndag. Han havde os børn med, mens mor blev hjemme og havde mad parat til os når vi kom hjem. Vi havde en bestemt bænk i højre side i kirken. Bagefter fulgtes vi hjem. Det var en gåtur på en halv time, men den tog tit dobbelt så lang tid, for vi hilste på mange mennesker på vor vej, og der blev snakket om præstens prædiken, om vind og vejr og om nyt fra sognet. Far var altid statelig i sit tøj og værdig i sin optræden. Jeg var stolt af ham. 
Denne tekst er fra en novelle antologi "Vinter madonna", Bogan forlag udgivet 1982.
Fotografen af portrætbilledet er ukendt. ODA SØRENSEN. Født 1924 på Færøerne. Realeksamen, kontoruddannelse under den britiske besættelse. Kom til Danmark i 1946. Gift i 1949 med en dansk ingeniør, Werner Sørensen, og siden boet i Mellemøsten i en årrække. Hjemmegående husmor til fem børn. Tog HF eksamen i Danmark i 1981. |